Billund og Grindsted driver U18 hold i fællesskab

9. september 2014

For at tiltrække de ældste teenagepiger har bestyrelsesformændene i henholdsvis Billund og Grindsteds håndboldklubber rakt ud efter hinanden.
”Som brødre vi dele” siger en gammel talemåde.
Erik Eskildsen, formand for Billund Håndbold, og Michael Steen-Andersen, formand for Grindsted Håndbold, er ikke brødre. Men alligevel har de valgt at dele i sæson 2014/2015.
De deler spillere, trænere, bolde, holdledere og spillertøj.
For i Billund stod Erik i august 2014 med seks piger i alderen 16-18 år, som gerne ville spille håndbold – og det samme antal dukkede op til træning i Grindsted. Da det, som bekendt kræver seks spillere, en målmand plus udskiftere at stille et U18 pigehold – kunne det ikke lykkes nogen af stederne.
Og da netop U18 holdet er en vigtig fødekæde ind til seniorholdet for voksne, måtte begge formænd se ud over egen klub.
- Det er vigtigt, at vi holder fast i de unge. Det går vi mere op i – end om de unge spiller i Billund eller Grindsted. Og hvis ikke vi arbejder sammen, forsvinder de unge bare til Kolding eller Skjern, siger Erik Eskildsen, formand for Billund Håndbold.
Michael Steen-Andersen, formand i Grindsted Håndbold, supplerer:
- Det her, er et perfekt match! Vi VIL skabe et godt U18 pige hold i fællesskab. Så er alt andet detaljer.

Havde en aftale
Det er venskabet mellem de to klubformænd, der har sat det hele i gang.  Michael og Erik kender hinanden. Har både spillet med og mod hinanden på holdboldbanen – og taler sammen løbende. Og det var også en snak for et halvt år siden, der blev begyndelsen til det nye samarbejde:
- Vi aftalte, at hvis vi fik problemer med at skaffe spillere nok til et hold, så ville vi hjælpe hinanden, husker Erik Eskildsen.
Om mandagen træner pigerne i Grindsted sammen med seniorerne. Og om torsdagen træner de i Billund sammen med U16 pigerne, men har dog samtidig deres egen træner. Det er også denne træner, som følger pigerne ud til kampe.

Vil kæmpe for holdet
Fra holdets begyndelse er en af pigerne Signe Krøjgaard Larsen på 16 år. Også hun må erkende, at håndboldveninderne er svære at hive tilbage på banen efter ophold på diverse efterskoler. Hun bor i Grindsted, går i 1. g. samme sted – og har spillet håndbold, siden hun var seks år gammel:
- Jeg er ligeglad med, om mine medspillere bor i Grindsted eller Billund. Jeg tænker bare, at vi gerne vil have et hold, siger hun og fortæller, hvor nemt hun kan cykle over i hallen om mandagen – og køre sammen med flere af de andre til Billund om torsdagen.
Sådan tænker også Frederikke Mahler som bor i Billund. Hun går på 2. år på handelsskolen i Vejle.
- Det her er ret godt. Jeg har også spillet i Grindsted nogle år – så for mig betyder det intet, om folk bor i Grindsted eller Billund. Jeg kan samtidig godt lide, at vi spiller begge steder og møder forskellige trænere. For de har forskellige synspunkter – og kommer med forskellige input, siger Frederikke Mahler på 18 år.

Facebook
Følg med
Billund IF Håndbold
luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere